Kunstformen
Hvad er taiko? Japans trommer forklaret
Taiko forklaret for besøgende: hvad ordet betyder, hvor gamle trommerne er, de vigtigste typer, hvordan de laves, og hvordan scenetrommespil tog form.
Book taiko-showet ↗Hurtigt svar
Taiko er japanske trommer. I Japan betyder ordet enhver tromme, mens det andre steder normalt betyder wadaiko, de japanske trommer, og kumi-daiko, ensembletrommespil på et sæt trommer. Spor af taiko i Japan går tilbage til det 6. århundrede. De har tjent festivaler, ritualer, teater og krig, og den moderne scenestil er langt yngre og blev udviklet fra 1950'erne.
Et ord, to betydninger
På japansk betyder taiko enhver form for tromme. Uden for Japan henviser ordet normalt til wadaiko, som betyder japanske trommer, og til kumi-daiko, som betyder et sæt trommer, der spilles som ensemble. Det er den anden betydning, de fleste besøgende forestiller sig: spillere i matchende tøj, trommer i forskellige størrelser og en stærk visuel rytme. Selve trommerne laves langsomt, og forberedelsen af kroppen og skindet kan tage flere år afhængigt af producentens metode.
Et meget gammelt instrument
Arkæologiske fund viser, at taiko har været spillet i Japan helt tilbage i 500-tallet e.v.t. En lerfigur af typen haniwa fundet i Gunma-præfekturet med titlen Mand der slår på taiko betragtes som det ældste bevis på taiko-spil. Nihon Shoki, en klassisk japansk historiekrønike, fortæller en myte om gudinden Ame-no-Uzume, der danser på en omvendt sake-tønde for at lokke solgudinden Amaterasu ud af en hule, og historikere tolker hendes trampen som den mytiske begyndelse på taiko-musikken.
Krigstrommer, scene og helligdom
Taiko-trommer har haft mange roller. I det feudale Japan motiverede de tropper, videresendte ordrer og satte marchtempoet. De akkompagnerer noh- og kabuki-teater, hvor de sætter stemning og rytme. De lyder i gagaku, hofmusiktraditionen, og i kagura, den shintoistiske musik og dans, der opføres ved lokale festivaler. I buddhistiske traditioner leverer de rytmen til Bon-festivalens danse, spillet fra tårne draperet i rødt og hvidt stof med dansere, der kredser nedenunder.
De trommer, du vil se
Tre familier dækker det meste af, hvad du vil se på scenen. Nagadō-daiko er tøndeformede og udskåret eller bygget af staver; deres skinddiameter måles traditionelt i shaku, en enhed på cirka 30 centimeter, og går fra 1 til 6 shaku. Shime-daiko er små stemmbare trommer med reb- eller boltspænding. ō-daiko er den største tromme i et ensemble, og nogle er så store, at de bliver i det tempel eller helligdom, hvor de hører til. Hver tromme har sin opgave: nogle bærer takten, andre ændrer tempoet.
Hvordan en tromme laves
Historisk set blev store trommer udskåret af stammen fra et japansk zelkova-træ, der havde tørret i årevis, og keyaki er stadig den foretrukne træsort. Skindene kommer mest fra kvæg, tykkere til større trommer, og de strammes hårdt over kroppen med donkrafte eller reb. Søm kaldet byō holder skindet på plads, og en mellemstor tromme har brug for omkring 300 på hver side. Mindre trommer har tyndere skind og nogle gange en plet hjorteskind i midten, hvor de fleste slag lander.
Holdning, stikker og råb
Stikkerne kaldes bachi og findes i forskellige træsorter og størrelser. Spillerne indtager en bred, lav holdning med hofterne vendt mod trommen, og kropsholdningen og bevægelsen kaldes kata. Vokale råb, kakegoe og kiai, markerer tempoændringer eller opmuntrer andre spillere. Tavshed betyder også noget: den japanske idé om ma, rummet mellem slagene, former en rytmisk frase lige så meget som slagene selv. Mange grupper bærer happi-frakker og hachimaki-pandebånd, og mange øver foran spejle for at finpudse deres form.
Fra festival til scene
Kumi-daiko blev udviklet af Daihachi Oguchi i 1951, en jazzuddannet musiker, der forvandlede et gammelt stykke taiko-musik til et partitur for flere spillere på trommer i forskellige størrelser. Andre grupper fulgte efter, blandt dem Ondekoza og Kodo. Kodo debuterede ved en festival i Berlin i 1981 og har turneret verden rundt siden. I dag optræder ensembler i Japan og i USA, Australien, Canada, Europa, Taiwan og Brasilien, og derfor kan et moderne show som UTAGE bygge videre på et scenesprog, der allerede er kendt verden over.
Ofte stillede spørgsmål
Spilles taiko kun i Japan?
Nej. Kumi-daiko-grupper er aktive i USA, Australien, Canada, Europa, Taiwan og Brasilien såvel som overalt i Japan.
Hvad kaldes stikkerne?
Taiko-stikker kaldes bachi. De laves i flere størrelser og træsorter, såsom hvid eg, bambus og japansk magnolia.
Hvorfor råber spillerne?
Kaldene, kakegoe og kiai tilskynder andre spillere eller markerer en ændring i tempo eller dynamik under et stykke.
Kilder